Hvad er en Hjertesikker Zone?
Hvad er en Hjertesikker Zone?
En Hjertesikker Zone er et afgrænset område, der har implementeret eksperters anbefalede tiltag, som har det primære formål at øge chancen for, at flere kan overleve et hjertestop uden for hospital. Når der sker et hjertestop, er det afgørende, at der er personer, som hurtigt træder til med hjertelungeredning, og at der er tilgængelige hjertestartere i nærheden.
Ved at blive en Hjertesikker Zone er I med til at sørge for, at der er den nødvendige hjælp inden for rækkevidde, når behovet for akut hjælp opstår. Jo flere Hjertesikre Zoner, der etableres i Danmark, des større bliver chancen for at overleve et hjertestop uden for hospital.
Hvorfor blive en Hjertesikker Zone?
Hvert år får 5.000 danskere et hjertestop uden for hospital. Det svarer til, at 13 hjerter går i stå hver dag i Danmark. For hvert minut, der går, falder chancen for at overleve med ca. 10 procent, hvis ikke der bliver gjort noget.
Ved at blive en Hjertesikker Zone, er I med til at:
- Øge chancen for at overleve ved hjertestop uden for hospital.
- Øge trygheden for borgere, gæster, ansatte og/eller kunder, som færdes i zonen.
- Sikre, at I er klar til at træde til ved hjertestop.
Gør en forskel
Fra forskning ved man, at cirka hver femte hjertestarter ikke er funktionsdygtig. Ved at blive en Hjertesikker Zone har I en organisering på plads, som blandt andet sikrer, at jeres hjertestarter virker, og at jeres zone er klar til at træde til ved et hjertestop. På den måde kan I blandt andet gøre en stor forskel, hvis et hjertestop skulle opstå i jeres zone.
Bliv en del af fællesskabet
Når I bliver en Hjertesikker Zone, bliver I også en del af et fællesskab, som arbejder for, at flere overlever hjertestop i Danmark. Om end jeres Hjertesikker Zone er i en bymidte, en virksomhed, lufthavn, fitnesscenter, idrætsforening osv., vil I alle blive en del af noget fælles – nemlig at redde liv.