Effektmåling af Hjertesikker Zone

Effektmåling af Hjertesikker Zone

I samarbejde med forskere tilknyttet Region Hovedstadens Akutberedskab og Syddansk Universitet har Dansk Råd for Genoplivning udviklet en spørgeskemaundersøgelse, der har til formål at måle på effekten af at blive certificeret som en Hjertesikker Zone. Spørgeskemaet skal bruges til at skabe en ”før”- og en ”efter ”-måling i de certificerede zoner. Dette gøres, så målingerne kan sammenlignes med hinanden og dermed få indsigt i, om konceptet Hjertesikker Zone har bidraget til at fremme viden om og parathed til at træde til ved hjertestop.

Spørgeskemaets formål og fokus

Hvert år får 5.000 danskere et hjertestop uden for hospital. I et dataindsamlings-perspektiv er det et relativt sjældent fænomen, og derfor er det ikke muligt at måle, om der er større overlevelse og hurtigere hjælp f.eks. med brug af hjertestarter i zonerne. Der er derfor defineret et par alternative mål, som kan måles på gennem en spørgeskemaundersøgelse:

  • At man har den nødvendige viden for at kunne træde til ved hjertestop
  • At man er parat til at træde til ved hjertestop


Med andre ord vil spørgeskemaet undersøge deltagernes viden om og parathed til at træde til med genoplivning ved hjertestop. Det gøres bl.a. ved at inkludere spørgsmål med fokus på følelsen af at have den nødvendige viden for at kunne træde til ved hjertestop.